Lidt historie om Sønderjydsk Forsøgsscene 1959 – 2009

Sønderjydsk Forsøgsscene er fyldt 50 år. Hvornår og hvordan startede? Hvad var de første opgaver Forsøgsscenen tog sig af? Ja, der kunne stilles flere spørgsmål. Og hvor mange kender egentlig til starten? Jeg har forsøgt at finde svarerne i nogle af de hefter/bøger, der er skrevet om de grupper, der er medlem eller har været medlem af Sønderjydsk Forsøgsscene.

Det startede på Vojens Ungdomsskole, hvor formanden for landsDATS, forstander E. Hagelsø, HU-medlem Carla Caspersen, Aabenraa, sekretær Arne Aabenhus og formanden for Sønderjysk kreds, W Schierning, Sønderborg holdt et planlægningsmøde den 4. januar 1959. De ville planlægge mødet på Folkehjem, Aabenraa den 15. januar ’59 kl. 15, hvor tankerne om en sønderjysk forsøgsscene ville blive fremlagt for de fremmødte (der mødte 28 teaterinteresserede fra nord og syd for grænsen). Den 15. januar ’59 er den dato, hvor Sønderjydsk Forsøgsscene så dagen lys. Nu skulle der laves vedtægter og de kom den 31. maj 1960. Det fremgår af disse vedtægter, at det er ”en selvejende institution under Sønderjysk kreds”. Medlemmerne af forsøgsscenen er alle kredsmedlemmer. Formanden for Sønderjysk kreds var født formand for forsøgsscenen. Det kan måske undre nogen, at vedtægterne først er fra maj ’60, men det skyldes, at LR (landsrepræ- sentantskabet) først skulle godkende, at der blev startet en Sønderjydsk Forsøgsscene. LandsDATS havde været med til en stor del af planlægningen. Formålet med den nye forening var ”at virke fremmende og højnende på amatørteaterarbejdet i Sønderjylland”. Forsøgsscenen ”… har sin egen økonomi … (ikke) belaster hverken Sønderjysk kreds eller Samvirket”. Prøverne ”skulle helst ligge i weekenderne” aht. til dem, der havde lang transporttid. Der kom nye vedtægter den 7. maj 1972 og i disse står der, at Sønderjydsk Forsøgsscene ”er en selvejende institution” – den er ikke mere en del af Sønderjysk kreds.

På et møde på Folkehjem den 18. januar 1960 blev det vedtaget at opføre ”Anna Sophie Hedvig” af Kjeld Abell på Sundeved Ungdomsskole den 22. november ’60. Inden denne premiere var der den 4. oktober ”International Amatørteater Stævne” på Søgaard Kaserne. Der deltog grupper fra Belgien, England, Sydslesvigs Danske Ungdomsforening og Sønderjydsk Forsøgsscene. Præsidiet for denne festival havde fru Bitten Clausen, Danfoss, som formand.

Andre forestillinger, som Sønderjydsk Forsøgsscene har spillet:

5/9 – 1961 var der møde om ”Frihed – det bedste Guld” af Erik Knudsen.

Premiere på Folkehjem, Aabenraa, den 17. februar ’62.

27/8 – 1962 møde om ”Et spil om en vej -” af Rune Lindstrøm.

Premiere på Sundeved Ungdomsskole den 25. november 1962.

Senere kom der andre store opgaver – bl. a. Egnsspil:

10/2 – 1974 ”Hvo som tror, han haster ikke” af Holger Jacobsen

Afstemningsfest på Folkehjem, Aabenraa.

Juni 1974 ”Guldhornsspillet” af P. Jespersen i Schackenborg Slotspark

12/7 – 1974 ”En søndag på Amager” på Skamlingsbanken.

9. juni 1978 ”Hvorfor er Højer sådan en lille køn by?” af Kaj Nissen.

Teglværksspillet ”Til arbejde – liv eller død” af Søren Chr. Hansen. Premiere den 2. juni ’82.

Spiller 1982, 1983 og 1984. Hele stykket blev optaget og udsendt af DR.

Spillet på Cathrinesmindes Teglværk.

5. juni 1988 premiere på ”200 år er ingen tid” af Benny Poulsen på Søgaard Kaserne. 200 år efter Stavnsbåndets ophævelse i Danmark.

5. juni 1989 premiere på ”Det Guddommelige Spil” af Gunnar Iversen i Schackenborg Slotspark.

Juni 1992/’93 ”At sejle er at leve” af Søren Chr. Hansen et spil om Fjordegnens Småskibsfart spillet på havneområdet i Egernsund.

15. juni 1995 ”Over alle grænser” af Jacob Clausen opført i Kongeskansen, Dybbøl. Dette spil var sammensat af Genforeningsspillene fra Forsøgsscenens scener, som alle havde premiere den 15. februar 1995:

1920 – ”Det lyder som et eventyr” opført af Kirkespilgrupen/Det lille Teater, Flensborg.

1933 – ”Tanken har tusinde veje” opført af Det lille Teater, Aabenraa.

1940 – ”Mennesker ved en korsvej” opført af Det lille Teater, Gråsten

1945 – ”Opgørets skarpe lud” opført af Haderslev Forsøgsscene.

1972 – ” Mens solen skinner over Gasse Høje” opført af Amatorteaterforeningen ”Stjernen”.

1995 – ”Hjertebånd” opført af ”Teatergaleasen”, Højer.

Juni 1998 premiere på ”Stene for brød” af Jacob Clausen på Cathrinesmindes Teglværk. Dette spil var ikke under Sønderjydsk Forsøgsscene. Forsøgsscenen var i Præsidiet.

De første grupper i Forsøgsscenen:

Sønderjydsk Forsøgsscene – Haderslev Gruppe (1962) Det lille Teater, Flensborg (1966) Kirkespilgruppen, Løgumkloster (1964) Det lille Teater, Aabenraa (1970) Slogs Herreds Amatører, Bylderup – Bov (1967) Det lille Teater, Gråsten (1972)

Følgende grupper er udmeldt af Sønderjydsk Forsøgsscene:

Det lille Teater, Flensborg (1974) Slogs Herreds Amatører, Bylderup – Bov (1986) Kirkespilgruppen, Løgumkloster (2001)

Følgende grupper er optaget i Sønderjydsk Forsøgsscene:

”Teatergaleasen”, Højer (1983) Amatørteaterforeningen ”Stjernen”, Skærbæk (1983) Løgumkloster Amatørscene, Løgumkloster (1999)

I 2009 består Sønderjydsk Forsøgsscene af:

Forsøgsscenen, Haderslev Det lille Teater, Aabenraa Det lille Teater, Gråsten ”Teatergaleasen”, Højer Amatørscenen ”Stjernen”, Skærbæk Løgumkloster Amatørscene, Løgumkloster

Teaterdagen – Bovrup-dagen – Toftlund-dagen

I marts 1965 startede Forsøgsscenen og kredsen en teaterdag hos Tove og Aage Rasmussen, Sundeved Ungdoms-skole. Det var kun Forsøgsscenen scener, der kunne deltage. Senere blev alle kredsmedlemmer inviteret med, så de kunne vise deres forestilling for de mange fremmødte. Der var ikke meget plads på skolen. Der var kun én spilleplads. Hvor der er hjerterum er der husrum. Vi samledes i middagspausen omkring vores madkurv i spisesalen. Te, kaffe, vand og øl kunne købes. Venner mødtes og der blev talt om det man havde set. Vi var én stor familie. Der blev ofte givet råd og dåd fra DATS’s konsulenter. Efter godt 30 år i Bovrup blev ”Teaterdagen” flyttet til Højskolen for Musik og Teater, Toftlund, hvor der var bedre plads. Flere spillesteder, flere større rum til f. eks. sminkeværksted, samtalerum osv.. Alle kunne samles til te/kaffe, til middagsmad og til eftermiddagskaffe. Men, desværre blev tilmeldingerne færre og færre og de seneste år, er ”Teaterdagen” blevet aflyst. Som det ser ud nu, vil ”Teaterdagen” få meget svært ved ”at genopstå”.

Formanden for Forsøgsscenen er en flittig premieregæst til gruppernes forestilling – der er sagt mange smukke ord, uddelt megen chokolade og givet mange blomsterbuketter gennem årene. Sønderjydsk Forsøgsscene og Sønderjysk Kreds har igennem år modtaget stor økonomisk støtte fra amtet. Denne støtte har bl. a. bevirket, at der siden 1980, har kunnet ansættes en professionel instruktør til 2 – 3 sommerspil. Desværre er disse tilskud usikre efter år 2010. Kredsen og Forsøgsscenen er nu sammen om at tildele – efter ansøgning – tilskud til egnsspil. Denne ordning gælder til og med 2010.

Formand for Sønderjydsk Forsøgsscene:

W. A. Schierning, Sønderborg 1959 – 1960

Carla Caspersen, Aabenraa 1960 – 1970

Bodil Rindom, Tinglev 1970 – 1997

Randi Jepsen, Haderslev 1997 – 2004

Dorte Uth Brodersen, Hellevad 2004 –

Kilder:

Sønderjydsk Forsøgsscene 1959 – 1979 Redaktion: Bodil Rindom og Arne Aabenhus Sønderjydsk Forsøgsscene 1959 – 1999 Redaktion: Randi Jepsen Det lille Teater, Flensborg 1966 – 1986 Redaktion: Knud Fanø Det lille Teater, Flensborg 1966 – 1991 Redaktion: Knud Fanø Det lille Teater, Gråsten 1972 – 1982 Redaktion: P. Trier Hansen og Arne Aabenhus Det lille Teater, Gråsten – 25 års jubilæum 1972 – 1997 Redaktion: Anne Marie Brodersen og Tage Nielsen Sønderjydsk Forsøgsscenes Kirkespilgruppe 1964 – 2001 Redaktion: Arne Aabenhus Teatergaleasen – 10 år på Kiers Gård i Højer Redaktion: Per Loldrup og C. C. Rasmussen Det lille Teater, Aabenraa – 25 års jubilæumsskrift Redaktion: P. Michaelsen, F.J.Jøhnk, H. Søchting Amatørteaterforeningen Stjernen (20 års jubilæum 2003) Redaktion: Per Mølgaard Sønderjydsk Forsøgsscene Haderslev – Gruppe 1962-1987 Redaktion: Lilly Nielsen Tage Nielsen, Stjerneparken 64, 6300Gråsten. Tlf. 74 65 00 40 E – mail: else-tage@mail.tele.dk